Guide: Tag dine børn med i haven

Har du små børn, kæmper du sikkert med at have tid til både at passe hus og have samt skaffe tid til masser af nærvær med dine børn. Men hvorfor ikke slå to fluer med ét smæk og ordne praktiske ting sammen med børnene? Tag dine børn med i haven – de vil elske dig for det. Mens du går med den benzindrevne plæneklipper, kan de rive græs eller vande blomster. Her får du vores råd til, hvad dine små hjælpere kan hjælpe dig med i haven.

De tørstige blomster skal have vand

Får vi en tør og varm sommer, kan du være helt sikker på én ting. Vil du gerne have farvestrålende blomster i din have, så skal der vandes. Lad dine børn fylde vandkanden og vande blomsterne. Det ender måske med en vandkamp og vådt tøj, men så længe koncentrationen holder, kan dit barn være med til at redde blomsterne.

Der skal rives og luges i dine bed

Er du krukketypen? Eller har du en række bede, der pibler ukrudt frem i? Så er det bare frem med havehandskerne og riven. Giv dit barn nogle børnehandsker og en børnerive, og giv jer så til sammen at bekæmpe det uønskede ukrudt, som har det med at dukke op igen og igen – også selvom der er tørke (det der, med at ukrudt ikke så nemt forgår, passer tilsyneladende meget godt!).

Plant krydderurter eller blomster sammen

Det er en dejlig og meget hyggelig opgave for små børn at være med til at plante. Der skal både graves og vandes, og de fleste børn synes, at det er spændende at følge med i, når planten vokser. Især hvis de selv har været med til at plante en blomst, en krydderurt, gulerødder i køkkenhaven eller noget helt fjerde.

Gør det til et fælles projekt at klippe hæk

Når far går med hækkeklipperen, vælter der masser af grene og blade ned. Og det er en oplagt opgave for mor og børn at hjælpe til med at få det kørt væk. Alle kan være med uanset alder, og det er meget håndgribeligt at samle op og smide i en trillebør. Og mon ikke også at far er lidt nemmere at lokke ud at klippe hæk, når han får hjælp til at samle op bagefter?

Børn elsker, når I er fælles om tingene. Uanset om det så er at slå græs, klippe hæk eller vande blomster. Og husk at belønne jer selv med en is eller et koldt glas saftevand bagefter – det gør det endnu mere hyggeligt at være i haven sammen!